Marius Anhalt
Engang for længe siden, levede der to frøer i hver sin ende af landet.
Den ene boede mod øst, ved en kilde højt oppe i bjergene, hvor det klare vand sprang fra klipperne, og vinden susede mellem bjergtinder og gamle grantræer. Han kendte hver en sten og hvert et mosbegroet hjørne af sin kilde, men han havde aldrig set hvad der var på den anden side af de stejle skrænter, der omgav ham.
Den anden frø levede ved mundingen af en bred fjord langt mod vest, hvor havets brise bar duften af salt og tang, og skibene konstant sejlede ind og ud af fjorden. Hvor tidevandet havde sin faste rytme, som var det åndedrag fra jorden selv.
Begge frøer havde hørt spændende historier om verden udenfor. Frøen fra bjergene havde ofte lyttet til vandrende hyrder, der drak af kilden og talte om de brede vidder, og det store åbne hav, hvor skibene sejlede mod ukendte kyster og magiske skatte. Frøen fra fjorden havde hørt fiskerne på havnen tale om bjerge og dale, hvor elvere dansede i tågen, og hvor kildevandet skulle være så rent, at det kunne give evigt liv.
Til sidst kunne de to frøer ikke nøjes med historierne. Uden at vide noget om den anden, besluttede de sig begge to på samme tid, at de måtte ud at se den store spændende verden, de kun havde hørt historier om.
En tidlig forårsmorgen forlod de hver især deres hjem. Frøen fra bjergene hoppede ned ad stenede stier, forbi mosdækkede væltede træstammer, mens frøen fra fjorden drog ud over marker og enge, forbi husene i det flade landskab.
Højt oppe på en bakke, et sted midt imellem dem, mødtes de ved et tilfælde hinanden. Trætte, men ivrige, hilste de pænt og fortalte om deres rejse og deres mål.
„Jeg er kommet for at se havet,‟ sagde frøen fra bjergene stolt.
„Og jeg ville så gerne se de høje bjerge,‟ svarede frøen fra fjorden.
Så besluttede de sig for at klatre op på en høj sten, der stod på bakken, for at spejde mod deres mål. De tænkte, at de måtte være så høje som muligt for at kunne se hele vejen til deres mål. Så de to frøer rejste sig på bagbenene og strakte sig så langt de overhovedet kunne, men de havde slet ikke tænkt over at en frøs øjne sidder øverst på hovedet, så når de stod på bagben og strækker hele kroppen op i luften, kunne de jo kun kigge bagud i stedet for fremad.
Frøen fra bjergene så sine egne bjerge og klipper, og sagde: „Nå, så det er havet? Men det ligner jo bare bjergene, så er der er ingen grund til at rejse længere.‟
Frøen fra fjorden kiggede mod det flade landskab og det store hav, og nikkede anerkendende: „De bjerge er jo altså ikke meget anderledes end fjorden, jeg kommer fra. Så kan jeg lige så godt bare vende hjem.‟
Så de to frøer vendte sig om og hoppede tilbage til den verden, de hver især kom fra. Måske lidt skuffet, men ellers ganske tilfredse med at nu havde de i hvert fald set den store verden.
Denne historie er en nordificering og fri fortolkning af et eventyr fra den store vide verden.
Skriv et svar