Marius Anhalt
Der var engang en krebs, som boede ved bredden af et stillestående vandhul ude i skoven. Han boede i mudderet under en stor sten, og lige ved siden af havde han en lille have, som han passede med stor omhu. Krebsen havde ingen hænder, men han havde klosakse, som han brugte ivrigt til at pleje sin jord og sine urter med.
En dag kom ræven forbi, listig og rød, med halen højt løftet og øjne, der altid søgte nogen at narre. I munden bar han en enkelt, skinnende frø fra en hyld.
“Hej, du gamle skalddyr,” sagde ræven. “Jeg har noget, du kan få. Det her frø er fra den ældste hyld i skoven. Hvis du planter det, vil du få et træ, som bærer bær, der kan helbrede både sorg og sygdom, og som smager fantastisk. Alt, jeg beder om til gengæld, er nogle af de lækkerier, du har i din urtehave.”
Krebsen kiggede op på ræven med sine sære øjne, og skønt han var lidt mistroisk, sagde han: “Godt så. Du må tage noget af det, jeg har i haven.”
Han fik frøet og plantede det i sin have, og fordi vandhullet gjorde jorden god og frugtbar, voksede hylden hurtigt og bar snart bær, så mørke og tunge, at grenene bøjede sig.
Kort tid efter kom ræven snigende tilbage. “Sikke et træ!” sagde han og slikkede sig om munden. “Skal vi ikke dele?”
“Jeg kan ikke klatre,” sagde krebsen. “Men hvis du kan plukke bærrene, så deler vi dem lige.”
Men ræven havde aldrig været god til at dele. Han klatrede op, gemte de lækreste bær i pelsen til sig selv og kastede kun de bitre og de sure bær ned i hovedet på krebsen.
Dog havde krebsen gennemskuet ræven og fik en idé. Med en lille, ydmyg stemme kaldte han: “Hør, ræv! Du er vel ikke så sej, at du tør klatre ned fra træet med hovedet først?”
Ræven lo hånligt. “Jo, selvfølgelig! Nu skal jeg vise dig, at jeg tør!” Og så gjorde han det. Men bedst som han kravlede ned ad hyldetræet, røg alle bærrene ud af hans pels og faldt til jorden.
Krebsen greb dem hurtigt og skyndte sig ind i sit bo under den store sten.
Ræven blev så rasende, at han begyndte at skrabe og grave omkring stenen, og til sidst gav stenen efter og sank ned i boet og klemte krebsen fast.
“Så kan du lære, hvad der sker, når man snyder mig!” råbte ræven og gik sin vej, mens krebsen lå halvmast og overladt til sin skæbne.
Men skoven ser alt, og næste morgen kom tre væsner krebsen til undsætning: en meget ung solsort, som netop havde lært at flyve; et voksent egern, rap og stærkt; og en gammel tudse, som måske havde levet længere end skoven selv.
De bar krebsen til et sikkert sted og plejede hans sår med urter og skovens magi.
Det var tre sære venner, der kunne tale sammen uden at sige noget.
De ventede til fuldmåne, og så gik de til rævens hule. Tudsen gemte sig i den løse, tørre jord, dér hvor ræven sover. Solsorten satte sig på en gren over indgangen og nynnede en uskyldig melodi, mens egernet gemte sig bag en busk.
Da ræven kom hjem, var han godt udmattet, for det kræver rigtig meget energi, sådan at snyde andre hele dagen lang. Men bedst som han gjorde klar til at lægge sig for at tage en lur, sprang tudsen frem og pustede støv i ansigtet på ham. Han blev chokeret og løb skrigende ud af hulen, men dér dykkede solsorten ned og hakkede ham i øjet. Ræven væltede, og i det samme sprang egernet frem fra busken og bed ham hårdt i nakken.
De tre vendte tilbage til krebsen, og sammen blev de alle hyldet af hele skoven, for nu var der endelig nogen, der havde sat ræven på plads. Og rygtet siger, at siden den dag er der ingen snydepelse, der har turdet nærme sig den ende af skoven, hvor krebsen bor.
Krebsen giftede sig med en yndig muldvarpe fra skoven, og til brylluppet blev der serveret lækkerier fra urtehaven og masser af hyldebærsaft. Solsorten sang, egernet dansede, og tudsen sad i skyggen og smilede stille. De tre holdt sammen, som om de havde kendt hinanden fra længe før verden fik sin form.
I øvrigt var det ikke helt løgn, det ræven sagde om hyldetræet, at det næsten var godt for hvad som helst.
Men ræven? Ja, den er der ingen, der har set siden…
Denne historie er en nordificering og fri fortolkning af et eventyr fra den store vide verden.
Skriv et svar