Marius Anhalt
For mange år siden, dengang det stadig mest var lædersåler og hestesko, der trådte på de støvede landeveje, levede en gammel munk i et lille kloster helt oppe i den nordlige ende af landet. Klosteret lå for sig selv, mellem bakker og graner, hvor uglehyl og vindens susen var det eneste, der brød stilheden.
Munken levede et simpelt liv. Han hentede selv vand i brønden, kogte sin grød over arnen og bad sine bønner, når solen gik op og ned. Han havde kun ganske få ejendele, og en af dem var hans gamle jerngryde, sort af sod, men trofast og god til både suppe og grød.
Men en vinteraften, hvor sneen lagde sig tungt på taget, og nordlyset flimrede over himlen, skete der noget mærkværdigt.
Munken sad ved ilden og skulle lige til at hælde vand i gryden, da den begyndte at ryste. Først svagt. Så mere voldsomt. Grydens ene hank krummede sig som en næse, og den anden begyndte at vokse ud som en hale. Fra bunden kom der ben frem, og gryden begyndte at få pels, og før munken nåede at rejse sig, sprang gryden ned fra sin rist, helt som om den var levende.
Og det må man så sandelig sige, at den var, for der midt på gulvet stod nu en skabning – halvt gryde, halvt grævling – med runde øjne, svedende jernmave og poter, der trippede, som om de ventede i spænding. Den hoppede op på en bænk, pustede sin mave op og begyndte at slå rytmer, som var det på en tromme.
Munken skreg på hjælp, og snart kom to andre, yngre brødre løbende. Sammen fik de, efter en lang og rodet jagt med væltede bøger og knuste kopper, endelig fanget det ugudelige væsen. De puttede væsenet ned i den tønde, hvor de også opbevarede den klipfisk, de med jævne mellemrum handlede sig til ved et nærliggende fiskerleje.
For sikkerhedens skyld lagde de en stor sten oven på låget. “Hvis det dér væsen kan overleve stanken dernede,” mumlede munken, “så må det være fra en anden verden.”
Men næste morgen, da låget blev løftet, var grævlingen borte. Der lå kun den gamle gryde. Tung og tavs, som om intet var hændt.
Munken ville alligevel ikke tage flere chancer. Så da en omvandrende kræmmer kom forbi med sin trækvogn, byttede han gryden ud for et par kobbermønter og ønskede den meget langt væk.
Kræmmeren tog den med til sit hjem i en landsby langt derfra. Den nat, mens han sov ved sin kones side, og de sidste gløder i bålstedet kun svagt oplyste rummet, vågnede kræmmeren ved lyden af en sær raslen. Gryden stod på bordet … og rystede … Ud voksede en snude, en hale, nogle ben og noget pels, og foran hans trætte øjne dansede den lille grævlingegryde pludselig hen over bordet, muntert og legesyg. Den balancerede på ét ben, nikkede høfligt til kræmmeren og forvandlede sig så atter til en helt almindelig gryde igen.
Næste morgen sagde kræmmeren til sin kone, der ellers slet ikke havde lagt mærke til noget som helst: “Den her gryde, den kan noget. Hvis folk vidste, hvad jeg bevidnede i nat, så ville de betale for det.”
Og så fik han en idé.
Han rejste et telt på torvet og satte skilte op:
“Den Dansende Gryde – Halvt Gryde, Halvt Grævling – Kom og se den med dine egne øjne!”
Han byggede en scene inde i teltet og pyntede med gamle broderier, elggevirer og skind. Hans kone malede kulisser med landskaber, og de satte bænke op til publikum.
Og så begyndte forestillingerne.
Folk kom langvejs fra. Kvinder med madkurve, mænd med tobak og børn med åbne munde. De satte sig på bænkene, og da forestillingen begyndte, blev de tryllebundet.
Gryden sprang op på scenen med pels og poter, dansede på line, slog takt på sin bulede jernmave og viftede rundt med både koste og paraplyer. Den lavede kolbøtter, både forlæns og baglæns, og den bukkede altid høfligt, når forestillingen var slut. Og puf – så blev den atter til en stille gryde igen.
Publikum elskede det. Forestillingerne fortsatte gennem mange vintre og somre. Kræmmeren blev både rig og berømt, men han glemte aldrig, hvor gryden kom fra.
Da han blev gammel og træt, og mente at have penge nok, fandt han sin trækvogn frem og rejste tilbage til det ensomme kloster langt mod nord.
Den gamle munk var for længst død og borte, så kræmmeren gav gryden til nogle af de nye munke og fortalte dem, at gryden var et ganske særligt og værdifuldt minde – og i øvrigt hørte til i klostret.
De nye, og noget yngre, munke rystede på deres hoveder over den tossede kræmmers kærlighed til en gammel gryde. Men de tog alligevel imod den, sagde tak og stillede den på en hylde i klostrets kælder.
Og det siges, at på særligt klare vinternætter, især når nordlyset er tydeligt, kan man høre en sær klirren … og måske en ganske svag trommelyd nede fra kælderen.
Denne historie er en nordificering og fri fortolkning af et eventyr fra den store vide verden.
Skriv et svar