Marius Anhalt
For meget længe siden, dengang guderne var ganske unge og endnu færdedes blandt mennesker. Der kom en særlig skikkelse, som ingen kunne fordrive. Han hed Horgmod. Hvor end han gik, fulgte velstand efter – velstand og overflod. Han kunne få kasser og sække til at bugne med mere end hvad man havde brug for. Derfor begyndte folk at sætte ham højere end selv de mægtigste guder. De begyndte at ofre til ham, de hængte små poser med mønter på dørekarme for at lokke ham til, og nævnte hans navn, når de bad om gode år. For når Horgmod kom forbi, så kom overfloden efter, og den kunne ingen stå for.
Da guderne mærkede at interessen for dem var dalende, og det i stedet var velstand, eller den såkaldte Horgmod der fik alt opmærksomheden, blev de frustrede og vrede. De mente, at al ære og alle ofringer naturligvis skulle tilfalde dem, og at menneskene var blevet for grådige og egenrådige. Så guderne henvendte sig til Grimne, herre over de mørke haller, og formynder over de mørkeste væsner. For guderne mente det alvorligt – de ville skaffe sig af med Horgmod.
Grimne kunne ikke selv rejse i menneskenes verden, han var bundet til sit mørke. Men han rakte hånden ud i skyggerne og kaldte på sin snedigste trold – en dyster og hornet kæmpe ved navn Skråke. “Tag af sted,” befalede Grimne, “og sørg for, at Horgmod ikke længere sår sin grådighed blandt menneskene!”
Skråke satte afsted over bakker og dale. Men skønt alle talte om Horgmod, var han ikke let at finde. Skråke måtte spørge både geder og ravne, følge efter vildfarne handelskaravaner og lytte til gammelkone-sladder i landsbyerne, før han endelig fik nys om Horgmods skjulested.
En hvidtjørn hviskede hemmeligheden til ham i ly af nattens mørke: “Søg blandt de største lader og de mest velspækkede forrådshuse. Der hvor kornet er tørt, og fisken er salt, for én ting Horgmod elsker mere end guld og mønter, er mad og drikke.”
Skråke fulgte rådet og fandt en lade, stor som et langhus, omgivet af alverdens dufte af alverdens lækkerier. Skråke forsøgte at snige sig rundt og lure ind mellem sprækker i tag og vægge, om han kunne få øje på Horgmod.
Og ganske rigtigt, dér, midt mellem stakke af kornsække, saltet fisk, og tørret flæsk. Mad og drikke i uanede mængder, der sad Horgmod nærigt, og blot og gnaskede i et kålhoved, mens små grå væsler pilede rundt om ham, med lysende øjne som stjålne stjerner i skyggerne.
På trods af sin størrelse gled Skråke lydløst ind i rummet, næsten sikker på sin sejr. Han løftede sin store næve og gjorde sig klar til at knuse Horgmod.
Men før han nåede at slå, sagde Horgmod roligt: „Væselir, jeg mærker et mørke. Gør, hvad du må.‟
Horgmods mest trofaste væsel fór straks ud i kulden, og inden Skråke kunne nå at tænke over hvad det betød, vendte det lille væsel tilbage med en afrevet gren fra en hvidtjørn, fyldt med de skarpeste torne. Med et hvin kastede den sig over Skråke, slog og stak, rev og flænsede. Tornene borede sig dybt ind i troldens krop, og Skråke skreg af smerte.
Han vendte sig om og løb hulkende derfra – hurtigere end nordenvinden strøg han gennem landskabet, som floden i forårstø. Han stoppede ikke, før han var tilbage i Grimnes mørke haller, hvor han faldt forpustet og jamrende på knæ.
“Hvad er dette?” spurgte Grimne, rasende. “En trold, besejret af en væsel?”
Skråke rystede, hans krop var stadig fyldt med torne. “Der var som en magi derinde, der gav væslen større styrke og hurtighed end jeg‟, stammede han. “Jeg bønfalder dig, send mig aldrig tilbage.”
Da guderne så, at selv det stærkeste og mørkeste væsen ikke kunne hamle op mod Horgmod, gav de op og lod ham blive en del af verden. Og sådan blev det til, at velstand og overfold, og endda grådighed fik en plads blandt mennesker, ligeværdigt med guderne, og fra tid til anden, endda vægtet højere.
Men menneskene havde også lært noget andet. De vidste nu, at mørke kræfter frygtede hvidtjørnens torne. Så fra den dag hængte de grene af hvidtjørn ved deres dørstolper, så de kunne tæske en hvilken som helst ondskab, der ville stjæle deres liv eller deres velstand – præcis som væselen havde gjort mod Skråke.
Denne historie er en nordificering og fri fortolkning af et eventyr fra den store vide verden.
Skriv et svar