Marius Anhalt
For længe siden, da verdenerne kun lige var begyndt at forme sig, fandtes der en væverske ved navn Astrid.
Hun var en ganske særlig kvinde, der boede mellem stjernerne og spandt de smukkeste tæpper – tæpper, som holdt stjernerne på plads og gav dem deres lys og energi. Hendes hænder arbejdede utrætteligt, og hendes væv sang yndige sange, mens trådene flettede sig sammen til mønstre, ingen dødelig kunne genskabe.
Men Astrid var ensom. Hun havde kun sin væv og vendte aldrig blikket bort fra sit arbejde. Hun kendte hverken til latter eller kærlighed.
Da guderne så hendes ubønhørlige flid, besluttede de at give hende en husbond, så hun kunne lære glæden at kende.
De valgte Leif, en ung bonde fra en anden verden. Han vogtede og plejede marker og enge, som groede mad og drikke til de to heste, der trak solen og månen over himlen. Leif var stærk og trofast, og hans hjerte var fyldt med længsel efter noget mere end sit ensomme slid.
Således blev de to bundet sammen – og forelskede sig hurtigt. Astrid lagde væven til side, og Leif slap sine redskaber for første gang. De lo, de dansede, og i deres kærlighed glemte de helt verden omkring sig.
Men med tiden begyndte stjernerne at falme og glide fra hinanden, og solen og månen rejste langsommere og langsommere hen over himlen. Himlen blev mørkere, og jorden begyndte at fryse. Astrid og Leif lod slet ikke til at bemærke det, de havde kun øjne for hinanden.
Guderne blev vrede da de så at deres gave til de to, skulle ende med forsømmelse af deres opgaver. De så, hvordan balancen i alt begyndte at smuldre – blot på grund af lidt kærlighed.
I deres vrede lod de et lyn kile sig ned mellem det elskende par og skabte en eksplosion, der kastede dem ud til hver sin side af Mælkevejen. Her skulle Astrid og Leif nu være – med en dyb, uoverstigelig strøm af stjerner imellem sig, for resten af deres liv.
Men Astrid og Leif elskede hinanden for højt til bare at glemme. Hver aften stod de på hver sin side af galaksen og græd, og kaldte hinandens navne ud i vinden. De tryglede og bad om en vej til at mødes igen – og endelig blev deres sorger og deres savn hørt af en stor stæreflok, som fløj hen over himlen.
De mange stære blev rørt over kærligheden mellem Astrid og Leif og valgte at hjælpe dem.
Hvert forår, netop i den tid hvor lys og mørke er nogenlunde lige langt – og helst i øjeblikket lige før solnedgang – samles stærene i tusindvis. Så mange, at solen for en stund forsvinder.
Her bygger de en bro med deres vinger, så Astrid og Leif kan krydse stjernehavet og være i hinandens arme igen – blot for en stund.
Så næste gang du står på det rigtige sted, på det rigtige tidspunkt, og ser en stæreflok så stor, at solen forsvinder –
…så er du måske vidne til genforeningen af Astrid og Leif.
Denne historie er en nordificering og fri fortolkning af et eventyr fra den store vide verden.
Skriv et svar